Billetter med studierabat til den urbane festival Atlantia Sommerlyd

Skel.dk Landinspektører er igen i år hovedpartner på festivalen Atlantia Sommerlyd, der afholdes i Slagelse baneby d. 8. og 9. september ’23. Derfor kan vi tilbyde alle studerende en skarp pris på festivalbilletter med 50% rabat.

Festivalsæsonen er skudt i gang og det kan altså være en dyr fornøjelse for dig som studerende, når der er så meget at opleve på så lille en SU. Derfor glæder det os, at vi igen i år som hovedpartner på Atlantia Sommerlyd helt ekstraordinært kan tilbyde alle studerende med gyldigt studiekort billetter med 50% rabat, så du ikke behøver at gå glip af én af årets sidste – men fedeste – festivaler: nemlig den urbane festival Sommerlyd. I Skel.dk mener vi nemlig, at Sommerlyd er en festival, du ikke bør gå glip af!

Studierabat med hele 50%

Som studerende skal du kunne fremvise et gyldigt studiekort, når du viser din billet i indgangen til Atlantia Sommerlyd fredag d. 8. september og lørdag d. 9. september. Du kan købe både endags- og partoutbilletter med rabat. Din billet med studierabat køber du på Ticketmaster via nedenstående links.

Fredag
Lørdag
Partout

Årets Sommerlyd program er både nysgerrigt og mangfoldigt og byder på kunstnere som HJALMER, SAVEUS, ALEX VARGAS, AURA, GO GO BERLIN, NONSENS og mange flere. Den urbane festival er beliggende helt centralt i byen, med kun få minutters gang fra Slagelse station.

Foto: Atlantia Sommerlyd

 

Privatbillede fra Sommerlyd 2022

Hvorfor støtter Skel.dk igen i år Atlantia Sommerlyd?

I Skel.dk er engagement én af vores kerneværdier. Engagementet retter vi i hverdagen både mod opgaver, samarbejdspartnere, kunder og hinanden – ligesom vi, som en del af vores strategi, engagerer os i det samfund, som omgiver os. I Skel.dk er det afgørende for os, at vores kollegaer trives i deres arbejde og med hinanden, hvorfor vi er flittige brugere af blandt andet kulturelle events, der kan sætte rammerne for vores sociale arrangementer i firmaet. Vi forstår vigtigheden af kulturen som ’lim’ i et lokalsamfund, og vi ved, at vi som lokal virksomhed har et ansvar for at sikre, at vi fortsat har attraktive kulturelle tilbud for alle.

For Skel.dk er det derfor vigtigt, at vi som arbejdsplads og lokal virksomhed ”står sammen om kulturen” ved at (under)støtte de modige og engagerede organisationer og frivillige såsom ”Live4200”, der igennem en årrække har banket en ambitiøs og farverig festival op i Slagelse, som vi selv har haft glæde af at deltage i hvert år.

”Udover at kulturen skaber sammenhængskraft i samfundet, er den også med til at understøtte byudviklingen, bosætningen og markere Slagelse på landkortet. Det ønsker vi også som lokal landinspektørvirksomhed at bakke op om. 

Det glæder os, at vi som en led i vores rolle som hovedsponsor ved Atlantia Sommerlyd, igen i år kan tilbyde studerende festivalbilletter til halv pris – kulturen skal gerne være for alle og så skal vi selvfølgelig fylde festivalpladsen i banebyen helt op. Vi bidrager selv med vores del af publikumsskaren, eftersom vi har inviteret alle 100 kollegaer i Skel.dk til festival om fredagen. Det bliver en fest!”

Fortæller Michael Thomsen, Administrerende direktør i Skel.dk Landinspektører

Læs mere om Skel.dk’s støtte til kulturlivet og kampagnen “Skel.dk står sammen om kulturen” her. 

Ditte Andresen får mennesker, opgaver og drift til at hænge sammen

Ditte er uddannet kort- og landmålingstekniker og har været en del af Skel.dk siden 2017. Efter år som landmåler i marken og projektleder på kontoret i Holbæk, er Ditte i dag en af vores afdelingsledere for Byggepladsafdelingen og har sin hverdag i vores afdeling i Kalundborg.

Her har Ditte ansvaret for den daglige ledelse, koordinering og udvikling af et stort hold af vores kolleger, der har en hverdag sammen på én af landets største byggepladser.

I hverdagen er Dittes vigtigste opgave at skabe de bedste rammer for medarbejderne og at sikre høj kvalitet i leverancerne til kunderne.
For Ditte handler ledelse først og fremmest om mennesker. Hun motiveres af samarbejde og når vi sammen kommer i mål. Det passer godt til den kultur, hun selv fremhæver som noget særligt ved Skel.dk: den flade struktur, det tætte samarbejde og muligheden for at tage ansvar uanset titel og baggrund.

Lars Peter Bloch er landinspektør med beskikkelse og arbejder til daglig i Skel.dk’s afdeling i Slagelse.

Lars er projektleder med ansvar for typehuse, større byggeprojekter og kloakregistrering. Han begyndte som landinspektør i 2006 i Kalundborg og har siden 2011 været ansat i afdelingen i Slagelse.

Efter mange år på Sjælland har Lars oparbejdet et stærkt lokalkendskab og en arbejdsdag for ham involverer mange forskellige typer af opgaver og kontakt med både privat- og erhvervskunder. Han har således mange opgaver for forsyningsbranchen i Kalundborg, Slagelse, Næstved, Sorø og Lejre. Her har han primært til opgave at indmåle kloakker. Det er både i forbindelse med opdatering af kundens database over eksisterende kloakker og ved etablering af nye kloakker.

Lars mærker også til de mange nye boliger, der bygges på Sjælland. Her er han involveret i både nybyggeri af helårsboliger og sommerhuse og små og større tilbygninger. Kunderne tæller både private og nogle af landets store typehus-producenter, og opgaverne kan have meget skiftende karakter. I nogle tilfælde består opgaven i at undersøge og dokumentere, at nyopførte byggerier og tilbygninger er lovlige. Andre gange er Lars involveret i projektet helt fra opstartsfasen, hvilket typisk er tilfældet med typehus-producenterne. Her agerer han rådgiver for kunden og sikrer korrekt afsætning i forhold til skel, og at det fremtidige byggeri følger lovgivning og gældende servitutter.

Endelig var Lars også involveret i Ørsteds byggeri på Asnæsværket ved Kalundborg, hvor man skulle konvertere fra kul til træflis, således at man fra udgangen af 2019 kunne levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtigt træflis. Dette ambitiøse projekt involverede opførelsen af en ny kraftværksblok, og her agerede Lars rådgiver for bygherren, hvilket blandt andet indebar opmåling af hele området samt løbende afsætning af punkter til brug for byggeriet.