Sammen om kulturen

Skel.dk Landinspektører støtter med årets medarbejderjulegave kulturlivet med gavekort til udvalgte spillesteder i de byer, hvor Skel.dk har en afdeling. Gennem den online kampagne ”Sammen om kulturen” opfordrer Skel.dk andre virksomheder til at tænke i samme baner, når medarbejdernes julegaver indkøbes.

Hvert år modtager medarbejdere landet over julegave fra deres arbejdsplads. Sådan bliver det, forventeligt også i 2020. I hvert fald i Skel.dk, hvor 75 medarbejdere i december modtager årets firmajulegave. Julegaver er oftest forbundet med en overraskelse. men sådan bliver det ikke i år i Skel.dk. Skel.dk har nemlig valgt at offentliggøre årets medarbejderjulegave; et gavekort til hver medarbejder til udvalgte spillesteder i Slagelse, Holbæk og København. Håbet er, at Skel.dk kan inspirere andre virksomheder til at give deres medarbejdere en lignende gave, så virksomheder landet over står ”Sammen om kulturen”.

2020 – et særligt år også i Skel.dk 

2020 har på rigtig mange måder været et særligt år for alle brancher. I Skel.dk Landinspektører har COVID-19 heldigvis ikke sat sig sine økonomiske spor, for landinspektørerne beretter om en historisk travl periode og ansættelse af mange nye kollegaer.

Men så positiv en historie fortæller kun få brancher om året 2020. Især én branche er særlig hårdt ramt af COVID-19 og de dertil følgende restriktionerne; nemlig kultur- og oplevelsesindustrien. En industri, der lever af at samle og skabe oplevelser til mennesker. Siden marts 2020 har kulturen først måtte lade sig nedlukke 100 procent for efterfølgende at forsøge at tilpasse sig en ny og uforudsigelige virkelighed med afstandskrav, forsamlingsforbud, kvadratmeterudregninger og dermed halv- og heltomme sale.

I Skel.dk Landinspektører har COVID-19 og den nye virkelighed med en begrænsning af især det sociale liv også sat sig sine præg på dagligdagen i virksomheden. Med forsamlingsforbuddet og ønsket om at begrænse smitten – også internt i virksomheden – ’pauses’ alle de fællesskabsopbyggende aktiviteter, der ellers indgår som en stor og betydningsfuld del af virksomhedens kultur. Aktiviteterne tæller alt fra julefrokoster med liveband på det lokale spillested, matchracing og outdoor-cooking til personaleture til Hamborg og familiedage i f.eks. Panzermusset. Aktiviteterne har især til formål at samle virksomhedens medarbejdere, der er spredt geografisk, under uformelle forhold for at sikre et godt arbejdsmiljø. Og arbejdsmiljøet er godt i Skel.dk, der er Great Place to Work-certificeret i både 2017, 2018 og 2019, som den eneste virksomhed i sin branche. Men 2020 har landet over udfordret de sociale arrangementer – også i Skel.dk – hvor nye måder at mødes på selvfølgelig har udviklet sig. For det har været nødvendigt og tiltrængt fortsat at mødes. Men de online møder, fredagsbarer på Teams og den hyppigere kommunikation på virksomhedens interne platform har svært ved at stå i stedet for de fysiske møder, hvor alle i firmaet på tværs af afdelinger er sammen.

Sammen i Skel.dk – også om kulturen

I Skel.dk Landinspektører kender de vigtigheden af at være og stå sammen. Det er en del af deres DNA. Derfor var det heller ikke svært at beslutte, hvad medarbejderjulegaven anno 2020 skulle indeholde; et gavekort til det lokale spillested. Sådan står de i Skel.dk sammen om, at der også i de kommende år findes steder at mødes og være sammen.

Hos de støttede spillesteder falder gavekortene til medarbejderne på et meget tørt sted. Direktør i Fonden Slagelse Musikhus, Anette Borg, takker på vegne af spillestedet: “Støtten i form af gavekortene er både en enestående tillidserklæring til, at vi som spillested i denne tid har styr på sikkerheden, så deres medarbejdere kan komme trygt til koncerter og en kærlighedserklæring til det, musikken og kulturen kan: at bringe mennesker sammen og skabe fællesskaber. Alt dette også med den ekstra agenda, at når lokale virksomheder understøtter det lokale kulturliv, bliver der kræfter til at skabe endnu mere – og så bliver det også sjovere at være borger i området. Og det bliver endnu sjovere at være spillested”.

Det betyder SÅ meget, at det lokale erhvervsliv og i dette tilfælde en stor og markant virksomhed som Skel.dk vælger at støtte vores spillested. At være sammen og mødes omkring musikken er jo et spillesteds eksistensberettigelse. Når Skel.dk også har det som en del af sit DNA og understreger det med denne flotte gave til medarbejderne viser det, hvor meget musikken og det lokale kulturliv også betyder for en lokal virksomhed.”

Anette Borg, direktør i Fonden Slagelse Musikhus

Også den frivillige forening Musikklubben Elværket, der booker en del af programmet for spillestedet Elværket i Holbæk, er taknemmelig for, at erhvervslivet kigger i kulturens retninger, når der tænkes i julegaver i 2020. Formanden Martin Krøyer siger: ”Vi kan kun anbefale, at andre også støtter kulturlivet ved at få gode oplevelser, og det kan man få i Elværket. Tak til Skel.dk for at glæde medarbejderne med julegaver fra Musikklubben Elværket. Det gør en forskel for os – især i en tid som nu, hvor Corona i særdeleshed har ramt vores kulturliv.”

I Skel.dk glæder direktør, Michael Thomsen, sig til at overrække medarbejderne årets julegave

“I år er julegaven virkelig noget særligt for os i Skel.dk, fordi vi med gavekortet både kan glæde den enkelte medarbejder samt støtte en branche, der trænger til opbakning. I Skel.dk er vi aktive brugere af kultur- og oplevelsesindustrien, for denne danner ofte rammer om vores sociale arrangementer i firmaet. Derfor er det vigtig for os som virksomhed, at branchen også kommer godt ud på den anden side af ’Corona-tiden’”.

Michael Thomsen, direktør i Skel.dk

Ditte Andresen er uddannet kort- og landmålingstekniker og har været hos Skel.dk i Holbæk-afdelingen siden 1. august 2017.

Ditte har, som størstedelen af kollegerne, en meget varieret arbejdsdag, hvor hun både arbejder med opførelsen af store produktionsfaciliteter, nye boligområder og med private kunder der bygger eget hus.

Et af de store projekter er Holbæk Sportsby, der åbner 1. januar 2019. Dette er Holbæk Kommunes nye, store svømme-, idræts- og sundhedscenter, der henvender sig til borgere i hele regionen. Her kan man i fremtiden dyrke alverdens sport udendørs fordelt på et 45 hektar stort område, og indendørs kommer man til at kunne udfolde sig i et kæmpe sportsanlæg på 22.181 m2. Her har Ditte den daglige kontakt til formanden og håndværkerne på pladsen, og det er hende, der har ansvaret for, at håndværkerne på pladsen har et korrekt grundlag at arbejde ud fra. Det vil sige, at Ditte ud fra tegninger og egne opmålinger blandt andet sørger for fikspunkter og afsætningsdata til søjler, fundamenter, tribuner og vandbassin.

Ditte har også arbejdet med Svinninge Beton Industris opførelse af ny betonelementfabrik i Svinninge. Her havde Ditte den daglige kontakt til formanden og håndværkerne på pladsen, og det var hende der blandt andet stod for fladenivellement af eksisterende gulve og afsætning af elementer, vægge og søjler.

I en helt anden boldgade har Ditte været involveret i opførelsen af et nyt boligområde i Roskilde. Projektet hedder ‘Bifaldet’ og er det nye boligområde i Roskildes kreative bydel, Musicon. Bifaldet udgøres af 70 moderne boliger i markant arkitektur, der henvender sig til både børnefamilier, studerende og seniorer. Boligerne fordeler sig på tre bygninger der er henholdsvis 4, 5 og 6 etager højt, og projektet forventes færdigbygget i 2019. I dette spændende boligprojekt har Ditte haft den daglige kontakt med entreprenøren og blandt andet haft ansvaret for afsætning af modullinjer, stålskelet og etablering af kotefikspunkter.

Lars Peter Bloch er landinspektør med beskikkelse og arbejder til daglig i Skel.dk’s afdeling i Slagelse.

Lars er projektleder med ansvar for typehuse, større byggeprojekter og kloakregistrering. Han begyndte som landinspektør i 2006 i Kalundborg og har siden 2011 været ansat i afdelingen i Slagelse.

Efter mange år på Sjælland har Lars oparbejdet et stærkt lokalkendskab og en arbejdsdag for ham involverer mange forskellige typer af opgaver og kontakt med både privat- og erhvervskunder. Han har således mange opgaver for forsyningsbranchen i Kalundborg, Slagelse, Næstved, Sorø og Lejre. Her har han primært til opgave at indmåle kloakker. Det er både i forbindelse med opdatering af kundens database over eksisterende kloakker og ved etablering af nye kloakker.

Lars mærker også til de mange nye boliger, der bygges på Sjælland. Her er han involveret i både nybyggeri af helårsboliger og sommerhuse og små og større tilbygninger. Kunderne tæller både private og nogle af landets store typehus-producenter, og opgaverne kan have meget skiftende karakter. I nogle tilfælde består opgaven i at undersøge og dokumentere, at nyopførte byggerier og tilbygninger er lovlige. Andre gange er Lars involveret i projektet helt fra opstartsfasen, hvilket typisk er tilfældet med typehus-producenterne. Her agerer han rådgiver for kunden og sikrer korrekt afsætning i forhold til skel, og at det fremtidige byggeri følger lovgivning og gældende servitutter.

Endelig var Lars også involveret i Ørsteds byggeri på Asnæsværket ved Kalundborg, hvor man skulle konvertere fra kul til træflis, således at man fra udgangen af 2019 kunne levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtigt træflis. Dette ambitiøse projekt involverede opførelsen af en ny kraftværksblok, og her agerede Lars rådgiver for bygherren, hvilket blandt andet indebar opmåling af hele området samt løbende afsætning af punkter til brug for byggeriet.