Vi er stolte af at kunne dele nyheden om, at vi har genvundet rammeaftalen med Vejdirektoratet om levering af landmålingsydelser i Syddanmark. Samtidig er vi udvalgt som sekundær leverandør i Norddanmark. Med vores fortsatte rammeaftale i Østdanmark betyder det, at Skel.dk nu – sammen med Vejdirektoratet – dækker hele landet.
Et stærkt samarbejde gennem mere end et årti
Samarbejdet mellem Skel.dk og Vejdirektoratet begyndte i 2011, hvor vi vandt vores allerførste rammeaftale i Østdanmark. Siden da har vi fem gange genvundet den fireårige rammeaftale i Østdanmark – senest i sommeren 2023.
I sommeren 2023 udvidede vi vores samarbejde med Vejdirektoratet til også at omfatte Syddanmark. Samme år etablerede vi vores kontor centralt i Jylland, netop for at imødekomme kundernes stigende efterspørgsel på landsdækkende samarbejde. Dermed blev et stærkt udgangspunkt på Sjælland udvidet til også at omfatte Fyn og Jylland.
Fra Sjælland til hele Danmark
I knap 14 år har Skel.dk været på vejene på Sjælland og Lolland-Falster på Vejdirektoratet – og de seneste to år også på Fyn og i Sydjylland. Det betyder, at Skel.dk siden 2011 har leveret mere end 50.000 timers landmålingsydelser til Vejdirektoratet. Gennem 14 års tæt samarbejde med Vejdirektoratet har Skel.dk bidraget på spændende anlægsprojekter i både stor og lille skala – fra cykelstier på Lolland-Falster og tunnel i Nordhavn til Storstrømsbroen og udvidelse af motorvejen imellem Vejle-Skanderborg.
Samarbejdet fortsætter og udvides
Udover at have genvundet rammeaftale i Syddanmark, er Skel.dk også udvalgt som sekundær leverandør på rammeaftalen i Norddanmark. Dét betyder, at vi nu kan se frem til at dække hele Danmark sammen med Vejdirektoratet.
Administrerende direktør, Michael Thomsen, fortæller:
“Vi er både glade og stolte over, at vi kan fortsætte – og udvide – samarbejdet med Vejdirektoratet de kommende år. Med rammeaftalerne både i Øst, Syd og Nord dækker Skel.dk nu hele landet med Vejdirektoratet – fra Lolland-Falster til Skagen.
Samarbejdet med Vejdirektoratet har en helt særlig betydning for Skel.dk. I 2011 vandt vi vores første, store rammeaftale med Vejdirektoratet på Sjælland & Lolland-Falster – en milepæl, der blev afgørende for vores historie og udvikling. I 2023 tog vi endnu et vigtigt skridt, da vi etablerede os centralt i Jylland og samme år vandt rammeaftalen med Vejdirektoratet i Syddanmark for første gang. Med dén rammeaftale med Vejdirektoratet blev Skel.dk for alvor synlig på vejene på Fyn og i Jylland. Nu ser vi frem til at fortsætte samarbejdet med Vejdirektoratet på projekter i hele Danmark.”
Kort om rammeaftalernes indhold
Rammeaftalerne med Vejdirektoratet omfatter landmålingsydelser som fikspunktsetablering, præcisionsnivellement, afsætningsopgaver bl.a. til ekspropriationer, samt detailmåling til brug ved projektering af anlægsprojekter. Rammeaftalerne løber som udgangspunkt over 4 år og dækker anlægs- og infrastrukturprojekter over hele Danmark – fra cykelstier og motorveje til broer og tunneller.
Ditte Andresen får mennesker, opgaver og drift til at hænge sammen
Ditte er uddannet kort- og landmålingstekniker og har været en del af Skel.dk siden 2017. Efter år som landmåler i marken og projektleder på kontoret i Holbæk, er Ditte i dag en af vores afdelingsledere for Byggepladsafdelingen og har sin hverdag i vores afdeling i Kalundborg.
Her har Ditte ansvaret for den daglige ledelse, koordinering og udvikling af et stort hold af vores kolleger, der har en hverdag sammen på én af landets største byggepladser.
I hverdagen er Dittes vigtigste opgave at skabe de bedste rammer for medarbejderne og at sikre høj kvalitet i leverancerne til kunderne.
For Ditte handler ledelse først og fremmest om mennesker. Hun motiveres af samarbejde og når vi sammen kommer i mål. Det passer godt til den kultur, hun selv fremhæver som noget særligt ved Skel.dk: den flade struktur, det tætte samarbejde og muligheden for at tage ansvar uanset titel og baggrund.
Lars Peter Bloch er landinspektør med beskikkelse og arbejder til daglig i Skel.dk’s afdeling i Slagelse.
Lars er projektleder med ansvar for typehuse, større byggeprojekter og kloakregistrering. Han begyndte som landinspektør i 2006 i Kalundborg og har siden 2011 været ansat i afdelingen i Slagelse.
Efter mange år på Sjælland har Lars oparbejdet et stærkt lokalkendskab og en arbejdsdag for ham involverer mange forskellige typer af opgaver og kontakt med både privat- og erhvervskunder. Han har således mange opgaver for forsyningsbranchen i Kalundborg, Slagelse, Næstved, Sorø og Lejre. Her har han primært til opgave at indmåle kloakker. Det er både i forbindelse med opdatering af kundens database over eksisterende kloakker og ved etablering af nye kloakker.
Lars mærker også til de mange nye boliger, der bygges på Sjælland. Her er han involveret i både nybyggeri af helårsboliger og sommerhuse og små og større tilbygninger. Kunderne tæller både private og nogle af landets store typehus-producenter, og opgaverne kan have meget skiftende karakter. I nogle tilfælde består opgaven i at undersøge og dokumentere, at nyopførte byggerier og tilbygninger er lovlige. Andre gange er Lars involveret i projektet helt fra opstartsfasen, hvilket typisk er tilfældet med typehus-producenterne. Her agerer han rådgiver for kunden og sikrer korrekt afsætning i forhold til skel, og at det fremtidige byggeri følger lovgivning og gældende servitutter.
Endelig var Lars også involveret i Ørsteds byggeri på Asnæsværket ved Kalundborg, hvor man skulle konvertere fra kul til træflis, således at man fra udgangen af 2019 kunne levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtigt træflis. Dette ambitiøse projekt involverede opførelsen af en ny kraftværksblok, og her agerede Lars rådgiver for bygherren, hvilket blandt andet indebar opmåling af hele området samt løbende afsætning af punkter til brug for byggeriet.