Oven på et udfordrende år, hvor flere af virksomhedens ledende medarbejdere har været out of office, er det med stor glæde og stolthed, at vi igen er blevet certificeret som Great Place to Work.

I 2017 og 2018 blev Skel.dk Great Place to Work-certificeret og kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser. Med nyheden om endnu en certificering i 2019 kan vi glæde os over, at det ikke kun er i rammeaftaler med Vejdirektoratet, at Skel.dk kan lave tre på stribe.

Det er stort for os endnu en gang at opnå denne udmærkelse. Særligt fordi vi i 2019 har haft et udfordrende år rent ledelsesmæssigt. I begyndelsen af året gik vores HR-ansvarlige på barsel og senere på året blev en ledende partner desværre alvorligt syg. I en organisation hvor meget hviler på få skuldre kan det tydeligt mærkes, når vi mangler centrale spillere på holdet. Hvor de seneste år har været præget af voldsom vækst og en fordobling i medarbejderskaren, har dette år været præget af, at medarbejdergruppen virkelig har vist, hvordan vi holder sammen og løfter i fællesskab. Vi har oplevet, at vores medarbejdere træder til når holdet, på grund af livets både glæder og sorger, forandres. På den måde er sammenholdet og ’familieånden’ virkelig blevet sat på prøve i 2019 – og vi har fået bevist, at der skal rigtig meget til at ryste Skel.dk”.

Michael Thomsen, administrerende direktør i Skel.dk

I 2018 indledte Skel.dk en række betydningsfulde organisatoriske og ledelsesmæssige forandringer, der i 2019 er blevet fuldt implementeret i virksomheden. Herunder f.eks. udnævnelse af nye kontorledere i de tre store afdelinger Valby, Holbæk & Slagelse. En udnævnelse, der betyder, at en betydelig del af den daglige driftsledelse er lagt over på medarbejdernes skuldre. Trods de organisatoriske forandringer i Skel.dk oplever ledelsen fortsat en meget høj grad af tillid fra medarbejderne, og det er imponerende, at medarbejdernes positive oplevelse af arbejdsmiljøet er så konsistent – på trods af både forandringer og udfordringer i 2019.

Men Skel.dk skal selvfølgelig også forbedre sig i det kommende år. Vi skal fortsat have fokus på, hvordan vi på bedst mulig måde implementerer de forandringsprocesser i virksomheden, der vil være uundgåelige, for at vi hele tiden kan tilpasse os et felt og en branche i konstant udvikling.  Samtidig skal vi fortsat sikre de faglige udviklingsmuligheder for medarbejderne i Skel.dk – så vi bliver ved med at blive bedre, alle sammen. Og vi skal blive mere opmærksomme på, at udvikling og læring ikke kun sker, når vi er på kursus – men foregår hver dag i vores daglige arbejde alene og når vi sparrer med hinanden. Derfor er vi også særligt stolte af, at vi i 2020 kan præsentere vores ”Skel Akademi”, der fremover vil blive rammen om det faglige udviklingsarbejde i Skel.dk.

Om Great Place to Work-certificeringen 

Great Place to Work er den førende, globale aktør indenfor udvikling og anerkendelse af arbejdspladser, hvor kulturen er kendetegnet ved en høj grad af tillid. Undersøgelser viser, at tillid skaber gode resultater i virksomheden. Resultater der både viser sig i regnskaber, ved en større kundetilfredshed og mindre personaleomsætninger – samt skaber innovation, fleksibilitet og en robusthed i virksomheden. En robusthed som vi i Skel.dk især har oplevet styrken af i 2019.

I mere end 30 år har Great Place to Work brugt indsigt bestående af både forskning og dataindsamling fra en lang række forskellige arbejdspladser til både at udvikle og opretholde tillidsbaserede arbejdspladskulturer i flere virksomheder på verdensplan. I Danmark certificeres løbende gode arbejdspladser og disse kommer i betragtning til den årlige kåring af Danmarks Bedste Arbejdspladser.

Der er flere forskellige tilgange til at fremme arbejdsmiljøet. Med Great Place to Work-modellen, der består af fem dimensioner; ”Troværdighed”, ”Respekt”, ”Retfærdighed”, ”Stolthed” & ”Fællesskab”, vurderes arbejdspladsen gennem medarbejdernes oplevelse af den, og modellen danner grundlag for en detaljeret Trust Index-undersøgelse. Med denne undersøgelse måles medarbejderens oplevelse af arbejdspladsen. Udover Trust Index-undersøgelsen har vi i Skel.dk også udarbejdet en Kulturprofil, der beskriver vores HR-initiativer og praksisser. Denne er sammen med vores måling blevet analyseret og på baggrund af dette, er der taget beslutning om, at Skel.dk udfylder kriterierne for at opnå en Great Place to Work-certificering i 2019.